Forfatterforedrag ved Stine Askov
Stine Askov er en dansk forfatter og foredragsholder, hvis arbejde er kendt for sit skarpe og humoristiske blik på menneskelige relationer. Med mere end to årtiers erfaring som forfatter og pædagog formår Stine at skildre kompleksiteten af vores adfærd og interaktioner i samfundet.
Hun debuterede som forfatter i 2012 med romanen “Bid” og har siden udgivet flere romaner, herunder “Kaninens år”, “Bjørneklo”, “Katalog over katastrofer” og “Nøjsomheden” . Hun har også bidraget til de pædagogiske novellesamlinger “Mælkekassetårn”, “Ansigterne på gangen ” og “En hummer kan ikke dø”.
Hendes fortællinger balancerer subtilt mellem humor og alvor, hvilket giver læserne dybe indsigter i livets mange facetter. Stines forfatterskab kredser omkring relationen mellem mennesker og sociale strukturer, og hendes roman, “Nøjsomheden”, er blevet nomineret til Læsernes Bogpris 2023.
I dette foredrag deler Stine sin rejse ind i forfatterverdenen og de mennesker og emner, der har fanget hendes interesse og inspireret hende til at skrive.
Stine dykker ned i forfatterskabets dybder og giver indsigt i baggrunden og tilblivelsen af hendes aktuelle romaner, især den seneste, anmelderroste “Nøjsomheden”.
Nøjsomheden er filmatiseret med Hella Joof som instruktør og har netop haft premiere i august.

