Med udgangspunkt i erindringsromanen “Det bedste man kan sige”, fortæller Nadia Kløvedal Reich om en ganske særlig opvækst. Hun kommer omkring fællesskaber, hvor forældreroller og børn får ny betydning, om drømme der havde noget for sig og alligevel ikke helt lykkedes. Gennem fortællingen ser hun på forskellige generationers forståelse af relationer, ikke mindst forældrene og deres børn. Hvad er der på spil? og er det i grunden ikke en evig kilde til udvikling?

Foto af fotograf:  Rune Aastrup Pedersen