2022-03-11 10:00

Udflugt til udstillingen “Vølver, guld og guder” på Køge Museum

Køge Museum byder publikum velkommen inden for i en helt ny 3-etagers vikingeudstilling med titlen ”Vølver, guld og guder”. Udstillingen skal vise den nordiske mytologis mangfoldighed gennem smykkernes ornamentik og kommer til at iscenesætte vikingetidens genstande og fortællinger på en helt ny måde, som aldrig før er set på noget museum i Danmark.

”Vi vil gerne vise, at vikingetidens mytologi er meget mere end Odin, Thor og Quark og Peter Madsens tegneserie om Valhalla. Vikingetiden er fyldt med gode myter og sagn, og deres guder havde mange facetter. De var ikke kun gode eller onde, men havde altid flere egenskaber, som ikke kun var skønne. Når man besøger os, skal man få fornemmelsen af, at man træder direkte ind i Asgård, og på den baggrund folder vi fortællingerne ud,” siger Jens Ulriksen, som er forskningsleder og arkæolog hos Museum Sydøstdanmark og i 2015-2018 var med til at udgrave Vikingeborgen Borgring ved Køge.

Iscenesættelse af motiver

Udstillingen kommer bl.a. til at indeholde et større udvalg af originale smykker fra vikingetiden, som alle er fundet i området omkring Køge. Det er interessant at fokusere på smykkerne, fordi de i vikingetiden ofte har afbildninger af guder, myter og sagn og på den måde demonstrerer, hvordan asatroen udvikler sig over tid og afvikles, når vi nærmer os kristendommen. Man kan simpelthen følge de forskellige guders popularitet og tilvæksten af nye guder gennem motiverne på smykkerne fra de forskellige århundreder. Derudover vil Køge Museum låne en række smykker fra Nationalmuseet, som bliver scannet, 3-D-printet i stort format og belagt med guld. Til den øvelse har museet valgt at indgå et samarbejde med designer Jim Lyngvild. Han skal sammen med Jens Ulriksen udvælge smykkerne for dernæst at iscenesætte deres motiver i en moderne kontekst i en række helt nye billeder, der bliver lavet særligt til udstillingen på Køge Museum.

Varighed 2 timer, pris 75kr.

 

Der er ikke angivet noget sted
Der er ikke angivet noget sted

Kontakt os

Du er velkommen til at skrive til Blixen Klub ved at benytte den følgende formular. Når du sender formularen godkender du samtidig Blixen Klub's privatlivs-politik, som du kan finde her på websiden. Det er en forudsætning for, at vi kan registrere din henvendelse og vende tilbage til dig. Du vil høre fra os snarest muligt. Vi oplever desværre ofte, at folk får skrevet en forkert mailadresse, så for en sikkerheds skyld bedes du også opgive dit mobilnr. under meddelelser.